Skip to main content

Første kundemøde — oplevelsen med E.G.

·630 words·3 mins
Author
Mia

Jeg vil i dette blogpost gennemgå mine forventninger, ideer og tanker efter mit første kundemøde og introduktion til E.G. Det var et møde der satte gang i langt flere tanker end jeg forventede, og som hurtigt fik mig til at indse, at det største problem for mig ikke ville blive at finde løsninger, men at vælge hvilke jeg ikke skulle bygge.

Problemidentifikation
#

Det der overraskede mig mest var, hvor meget manuelt arbejde de selv står for. Det meste ser ud til at ligge hos én person — og det er en sårbar konstruktion. Hvis den person er syg, på ferie eller bare ikke har nået at opdatere noget, er viden tabt eller utilgængelig for alle andre. Vi fik hurtigt identificeret deres udfordringer og inddelt dem i tre kategorier. Jeg fandt mig selv tiltrukket af to af dem:

Admin
	• Copypaste og dobbelt tjek
	• Manuelt
	• Nøgleperson 
Julemarked
	• Manuel placering af standholdere
	• Mange emails

Admin-delen er spændende, fordi man virkelig kunne gøre en forskel der — spare dem for en masse tid og fjerne en masse friktion. Men det er også det farlige: man kan ikke bare gå ind og ændre hele deres arbejdsgang. Det kræver at man møder dem, hvor de er, og bygger rundt om det de allerede har. Det er en større opgave end det ser ud til. Hvilket er derfor jeg i sidste ende valgte at lægge mit fokus på julemarkedet. Det er mere afgrænset, og jeg ser mig selv meget mere i den problemstilling!

Fra problem til løsning
#

Jeg så hurtigt hele løsningen for mig, måske endda lidt for hurtigt! Jeg kunne mærke at jeg havde lyst til at lave hele deres system om fra bunden, og det var et klart tegn om at jeg nok måtte scope ned.

Udgangspunktet blev standholderlisten på deres hjemmeside fra 2025. Den er ikke særlig god som den er, men den indeholder præcis de data der er brug for. Et af kundens konkrete problemer er, at hun manuelt sidder og beslutter, hvor hver virksomhed skal have stand — og at folk kan have ønsker — så der er mange iterationer af den plan, inden den er på plads.

Mit bud på en løsning

Jeg ser et system der henter den liste, kategoriserer standholderne, og giver hende et interaktivt kort over plantegningen — så hun kan trække og slippe virksomheder ind på pladser, nemt gemme, redigere og sende planen videre. Altså et værktøj der understøtter den beslutning hun allerede træffer, men gør det langt nemmere at træffe den.

Det vigtigste for kunden er, at systemet ikke tager kontrollen fra hende. Det er en reel risiko når man introducerer AI i en arbejdsgang, at det pludselig er modellen der bestemmer, og brugeren blot godkender. Det ønsker jeg at undgå!

I stedet ser jeg LLM’en som et hjælpemiddel til kategorisering: den kan automatisk sortere nye standholdere i de rigtige kategorier og gøre opmærksom på, hvis to konkurrerende boder er ved at ende ved siden af hinanden. Selve placeringen forbliver kundens beslutning.

Den kategoriserede data åbnede desuden op for en ekstra del af projektet: en RAG-bot som gæsterne på markedet kan bruge til at finde boder der passer til dem. Kunden får over 1000 mails ved hvert julemarked, så det er rigtig vigtigt at hvis vi kan sørge for, at gæsterne nemt kan finde informationer til de “dumme” spørgsmål. Det gør, at i stedet for at vandre rundt og gætte, kan de spørge: “Hvilke boder sælger noget håndlavet?” eller “Er der nogen der laver mad?” — og få et svar der bygger på de faktiske data fra systemet.

Jeg glæder mig til at se, hvad min endelige løsning bliver. Jeg synes selv, at jeg har en rigtig god idé, som jeg kan se dem inkorporere, hvis det gøres ordentligt!